Møbelkæder barsler med samarbejde
De to møbelkæder Hjemme Hos og In2House, der står bag Møblér og Danbo Møbler, arbejder på at samle kræfterne i et strategisk samarbejde.
– Vi har været i dialog siden februar, og på vores (Hjemme Hos’, red.) generalforsamling i weekenden stemte alle de fremmødte medlemmer for at gå videre med planerne om samarbejdet, fortæller Lene Witt Johansen, kædechef i Hjemme Hos.
Den endelige beslutning træffes på to ekstraordinære generalforsamlinger, der løber af stablen den 25. november, men ifølge Lene Witt Johansen peger alt på, at planerne gennemføres, og at medlemmerne vil tage godt imod de nye muligheder.
Ifølge hende har samarbejdet udelukkende til formål at sikre kædens muligheder de bedst mulige forudsætninger.